Instragram og mig

Jeg har fået mig en Instagram profil. Har ikke rigtig brugt den fornuftigt endnu, for jeg har ikke rigtig kunne regne ud hvad formål det skal have i mit liv. For jeg har rigeligt med sociale netværks at dele billeder med, men Instagram er jo bygget til billeder. Så måske man skulle blive mere kreativ med det?

Men hvad skal man så bruge Instragram til? Min observation har været, at folk bruger det til hvad som helst. Så jeg ville prøve og bruge det til spil.

Så min Instagram profil (AroundTeaTime) kommer til, at fokusere på de spil jeg spiller lige fortiden. Så må jeg jo blive kreativ med kameravinkler og filtre.

Men jeg tror det kunne være et interessant eksperiment at bruge Instagram som en slags spildagbog. I den forstand, at jeg stille og roligt dokumenterer min færd igennem et spil, og nærmest bruger det som et fotoalbum fra min rejse gennem spillet.

Jeg håber ideen er interessant, for det er mit lille sideprojekt henover de næste par måneder. Så please, følg mig og sig om det er cool.

Posted in VIDEO GAMES | Tagged , , , , | Leave a comment

Det næste skridt på voksenstigen

Så så man lige mig aflevere speciale og blive færdig med min uddannelse. Farvel til tryghed, SU, billig lejlighed og alt muligt awesome universitetshygge.

Fuuuuuck.

For at fejre alt det, så har jeg valgt mig at få et rigtigt fuldtidsjob hos Front-Page Publications, hvor jeg skal lave alt muligt (og det er ikke nogen overdrivelse indtil nu). Men mere spilrelateret, har jeg besluttet mig for at skære ned på skøre projekter, og i stedet fokusere og være målrettet, og det betyder:

– En intelligent dansk spilpodcast ser dagens lys i juli måned (mig, Julie Horup og Jacob Herold  vil være dens kerne)

– Jeg siger farvel til G-TV

Sidstnævnte ting er ret vigtig for mig. For jeg har skrevet om spil i evigheder nu, lidt over ti år faktisk, og jeg samlede udfordringen op med G-TV og ramte den konklusion jeg egentlig havde forventet = Det er vanvittigt svært, at skabe videoindhold der er noget værd på dansk.

Så jeg hejser det hvide flag, og hopper tilbage til tastaturet. Jeg skriver nu for Elektronista, og selvom det kun har været et par uger under fanen, har det været utroligt befriende.

Det er så vanvittigt rart, at komme tilbage til tasterne og faktisk skrive om spil. Samtidig byder Elektronista på et enormt spændende felt med dets ønske om at snakke teknologi på almindeligt dansk til almindelige mennesker. Det er en skriveform, der virkelig tiltaler mig og jeg har ikke andet end enorm respekt for Christiane Vejlø og det hun har gjort med siden.

Samtidig har jeg også en stor mængde frygt for pludselig at vade ind i hendes hus. Hun har opbygget noget helt specielt med den side, og jeg er ualmindeligt beæret over at hun vil give mig en chance for, at snakke om spil på hendes side. Men det er som sagt hendes hus, og det er et andet sted rent sprogligt end hvad det klassiske hardcore site er, og det har gjort at jeg er langt mere nervøs, hver gang jeg skriver en tekst end jeg nogensinde tidligere har været.

Og det i sig selv er super spændende. Måske er det ikke helt forfærdeligt at være blevet voksen.

Posted in Personlige ting | Leave a comment

DR Horisont og hvordan man gør mig vred

BioSock tager åbenbart 300 timer at gennemføre?

Ok, lad os være seriøse. DR sendte igår et afsnit af Horisont, som var tematiseret omkring den igangværende retssag med Anders Breivik.

Vinklen Horisont havde valgt at tage i denne forbindelse var at grave dybt i den forbindelse Breivik havde med spilmediet,mere specifikt World of Warcraft og Modern Warfare 2.

Sidstnævnte var det eneste DR valgte at fokusere på, for Warcraft var der tydeligvis ikke en god nok negativ vinkel. Til gengæld var der rigeligt med kød på Modern Warfare 2 og alt den vidunderlige vold det spil byder på.

For det var uden tvivl den agenda DR pressede ret voldsomt. De præsenterede ikke kun gameplay video fra Modern Warfare, men også reklame-videoer med rigtige mennesker, som blev fremstillet af en ekspert som værende “utroligt realistisk”, og man kunne se hvordan volden blev eksemplificeret og bragt lige i ansigtet på en.

Der var tale om en video med rigtige levende mennesker. Faktisk tror jeg det var den reklame video de lavede med Eminem, Jimmy Fallon og mange andre kendte normale mennesker. Sjovt.

Men videre i programmet. Efter eksperter, psykologer og andet klogskab havde sagt, at spil var onde, voldelige og påvirkede os til rigtig meget vold. Så skulle vi besøge en gamer, et voksent menneske, der spiller spil og måske kunne komme med noget nuanceret snak om spil.

Næh. Fuck det. I stedet har DR virkelig gjort et godt arbejde, og har fundet noget jeg ikke helt ved hvad var. Han sad og spillede Call of Duty 3 på hans Wii, med en riffelplastik gadget sat på den (højst sandsynligt fordi det ville få almindelige mennesker til, at tro at sådan spiller man spil), for så var det mest “realistisk” og lignede mest et våben.

Men ikke nok med det! Så skulle vi også have os en virkelig god demonstration af spillet BioShock, og her er lige lidt kontekst:

BioShock foregår i en fiktiv udgave af 70’erne, hvor spilleren finder en hemmelig by under vandet. Her er man fanget i en voldelig ideologi krig mellem to fraktioner, samtidig med at man gen-manipulerer sig selv til at skyde bier ud af armene, fryse folk til is og alt muligt andet. Spillet er et af de mest kritikerroste spil i dette årti.

Den præsentation der kom af spillet var til gengæld en markant anden. DR’s “gamer” mente at spillet åbenbart tog mellem 200 og 300 timer at spille (det tager ca 12-20 timer), og at mens man løb rundt i det her univers dræbte man robotter og mødte de her små piger, som havde en “ond kraft” i sig, som spilleren skal tage ud af dem.

Delvist korrekt, men også kun delvist. Det interessante var dog, at så snart vores “gamer” havde fortalt at man skulle fjerne den onde kraft fra pigerne og redde dem, spurgte DR’s journalist så ind, som om han forstod det nu, at “og så slår man dem ihjel ikke?” Hvilket for mig virkelig understregede den meget specifikke vinkel hele indslaget havde.

Indimellem de her to sider af sagen. Gameren og eksperterne der mener spil er onde onde onde, så fik vi et par forskellige ting kastet i ansigtet. Mest interessant var én enkelt lille bitte norsk forkser, der mener at spil faktisk ikke gjorde folk voldelige. Men det var DR’s journalist egentlig ikke interesseret i. I stedet var fokus mest af alt på at vise en graf ingen kunne se en skid af, og vise så meget som muligt af Call of Duty spillene – især den del hvor Eiffeltårnet styrter sammen (så realistisk).

Udover den ene lille pro-spil ekspert, så skulle vi udsættes for en masse b-rulle af diverse unge og sociale udskud (helst folk med hestehaler eller andet unormalt udseende, så vi rigtig kan køre fordomskanonerne i stilling), og de spiller alle sammen spil. Gru og skræk. Helst skal de spille spil på netcaféer, sidde med øjne der stirrer intenst på skærmen og en mus, der bevæger sig utroligt hurtigt. Åh nej, de er opslugt og helt væk i den voldelige spil simulator.

Trumfkortet over dem alle var dog hele Anders Breivik vinklen. En vinkel DR ofte glemte. For at gøre spil mest muligt onde, skulle vi høre et interview med en far hvis datter døde under Utøya helvedet. Han hader spil. Han hader Modern Warfare 2 så meget, at han har politianmeldt spillet. Udover en pårørende, snakkede DR også med en af dem der var på øen, og hun mente helt bestemt at spil, specifikt MW2, var skyld i at Breivik var så tosset som han var.

Analogien med, at Breivik havde sit eget mentale spil kørende ude på Utøya blev brugt ganske flittigt af DR. Der blev hele tiden snakket om, at Breivik nu havde sat verden på på pause, ligesom man gør i computerspil, og at han brugte Modern Warfare 2 som træningsimulator, og at det er et så realistisk spil at det sagtens kan det.

Okay. Stop.

Seriøst, stop.

Ja, Modern Warfare 2 havde en scene, hvor du agerede terrorist i en lufthavn og overværede massemord på civile. Men seriøst. Helt grav alvorligt seriøst. Modern Warfare 2 er ikke realistisk, det er lige så realistisk som en hvilken som helst Arnold Schwarzenegger film. Det er ikke et realistisk spil.

Hvis Breivik havde brugt et spil som ARMA, så kunne vi godt have samtalen, men med Modern Warfare 2 er det ikke en diskussion jeg gider have med noget menneske, for hvis det argument bliver brugt, så taler det udelukkende om deres manglende intelligens og indsigt i hvad fanden spilmediet egentlig indeholder.

Det Breivik gjorde var forfærdeligt. Men spil har intet med det at gøre. Det hele handler om, at Anders Breivik var så overbevist om hans tro på, at Europa er ved at miste dets identitet og at islamisterne er en reel trussel.

Det har intet med spil at gøre. Absolut intet, og jeg forstår ikke hvorfor spil skal trækkes ned i den diskussion. Hvis det ikke skulle være gået op for den almene dansker, så er spil en meget normal ting efterhånden. Rigtig mange mennesker spiller skydespil, og Call of Duty har solgt mere end 50 millioner eksemplarer (og det var kun det seneste spil, samlet har serien for længst passeret an halv milliard).

Jeg er virkelig virkelig træt af at spil skal diskuteres på den her måde. Hvis massemedierne bliver ved med at male spil som voldssimulatorer, så får vi ikke flere scener som med Modern Warfare 2 og lufthavnsscenen. Den slags scener er grusomme, men de er satme også vigtige. For de er med til, at skubbe mediet i en retning der er vigtig, nemlig at det kan omhandle vokse og seriøse emner, og ikke bare være hjernedød skydeaction.

Men nej, lad os da i stedet gøre det til noget slemt og totalt ignorerer film og bøger, der gør det uendeligt meget værre end spil gør.

Posted in Uncategorized | 2 Comments

Countdown to tears

Om mindre end 50 dage (jeg gider virkelig ikke tælle efter), så har jeg overstået min sidste eksamen, og så har jeg fået mig et super fint diplom, hvor der nok står noget ala Master of IT (håber jeg virkelig, ville være sååå sjovt).

 

Men hvad så bagefter? Så er jeg færdig. Hvad gør man så? Arbejdsløs hvad nu.

 

Rigtig mange mennesker omkring mig, både studiefolk og rigtige mennesker med et rigtigt arbejde, siger tillykke og at jeg skal glæde mig til det. Men jeg ved sgu ikke lige helt hvad det er jeg skal glæde mig til.

Måske er det fordi mine forældre begge laver noget, som de egentlig ikke brænder for, men jeg glæder mig ikke til at komme ud på arbejdsmarkedet. For lad os være ærlige her: Der er ikke plads folk der skriver professionelt om spil, ihvertfald ikke fastansættelse til en løn, der ikke er bygget til 14 årige.

Der kommer nok heller ikke ligefrem et spildesign job dumpende ind af døren lige med det første. Ikke med den økonomiske fest vi har i DK lige nu, eller fordi regeringen ikke rigtig gider støtte spilindustrien med penge. Så er jeg dømt til at ende som mine forældre? Jage et eller andet job i desperationen for, at kunne betale husleje og forsørge?

Jeg håber det ikke. For de sidste fem år under uddannelse har været ret fantastiske. Jeg har kunne arbejde med spil på en super interessant måde, og lad os ikke forglemme de mere end rimelige arbejdstimer med tre timers undervisning om dagen.

 

Egentlig så er det ikke ret fair, at vi på universitetet skal leve the sweet life, for derefter at blive kastet ud i en malstrøm af uvished og kaos. Burde det ikke være omvendt? Jeg synes man burde gøre sig fortjent til, at have det som jeg havde det på uni, ikke starte der og så gradvist arbejde sig ned i 9-17 helvedet, hvor man hader sig selv og sit liv efter tre uger, og ikke magter livet når man kommer hjem.

 

Men hey. Det sker nok ikke lige foreløbelig. For jeg er forhåbentlig sikret en hel del arbejdsløshed det næste stykke tid, og så forhåbentlig kan jeg finde det job, der virkelig taler til mig, så jeg kan bryde den sociale arv. Måske. Eller også ender jeg som dem i A-Klassen (helst Peter Ganztler, han har sådan et pænt skæg).

 

Det jeg egentlig prøver at sige er nok, at fra nu af og fremover får jeg nok ret meget tid til, at blogge.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Fingle – Finger-sex på din iPad

Jeg har lige haft en meget intim oplevelse med min kæreste.

Vi spillede spillet Fingle til iPad, basalt set er det et puzzle-spil, hvor du skal flytte nogle ikoner hen på nogle andre, og holde dem i nogle sekunder på en bestemt plads for at vinde.

Senere begynder ikonerne du skal ramme at bevæge sig, og så bliver spillet pludselig interessant.

For Fingle spilles af to personer på samme tid, begge personer putter en hånd på skærmen, og håndterer hver især en bestemt farve, som skal flyttes rundt på.

Spildelen er utroligt simpel i Fingle, der er ikke andet i det end at flytte ikoner hen på deres plads, men fordi at jeg styrer et sæt, og min kærestes hånd styrer et andet, så sker der pludselig noget helt specielt.

De første par opgaver gik nemt, intet slemt eller udfordrende, men så blev det pludselig langt mere udfordrende, og så fik vi kontakt med hinandens hænder…

 

Pludselig begyndte hun at fnise, nok primært fordi vores hænder blev bedt om, at lave nogle ret upassende bevægelser med vores hænder, men det virkede faktisk. Der var en helt unik fysisk og mental oplevelse med min kæreste.

Ikke nok med at vi havde denne lette og meget flyvske fysiske kontakt i ny og næ, så samarbejdede vi også, og den her underlige blanding med let kontakt og den mentale udfordring der lå i opgaverne, skabte den her fnisende og samarbejdende kommunikation, hvor der faktisk opstod noget intimitet og en meget speciel stemning midt i sofaen.

Jeg ved ikke hvordan jeg skal have det med Fingle. Det er den her underlige finger-sex, forspils agtige spiloplevelse, der er lige så meget et spil, som det er en ny digital måde at flirte på. Det er ihvertfald markant bedre end at “poke” nogen på Facebook.

Fingle er ude på iPad og koster 6kr, du kan samle det op lige her – http://itunes.apple.com/us/app/fingle/id490109661?mt=8

Posted in Uncategorized | Leave a comment

At tage sig sammen

Deus Ex, InFamous 2, ICO, L.A. Noire, Battlefield 3, Modern Warfare 3, Space Marine, Fable 3, El Shadai, Fable 3, Yakuza 4 og jeg kunne blive ved i meget lang tid.

Jeg har virkelig mange spil liggende, som jeg ikke har spillet endnu, og udsigten til at få dem spillet færdig falder hver evigt eneste dag, for indenfor de næste 60 dage kommer en hær af spil:

– Syndicate
– Reckoning
– Mass Effect 3
– Binary Domain
– Resident Evil Revelations
– Darkness II
– SSX
– PS Vita og hele dens line-up

Det er virkelig mange spil, for slet ikke at tale om alt det som gemmer sig i den digitale distribution med Alan Wake, Warp og mange andre super interessante spil.

At være in-the-know og altid på toppen af hvad der rør sig i spilindustrien kommer desværre med den konsekvens, at jeg simpelthen ikke har tid til, at få spillet alle de spil jeg faktisk gerne vil dykke ned i. Specielt fordi jeg har en stor svaghed for middelmådige spil, med en eller to gode idéer.

Problemet med alle disse mange spil er, at jeg føler mig lammet af de mange valgmuligheder jeg har. Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, og det gør, at jeg simpelthen ikke har det der ligner motivation til at spille noget spil overhovedet.

For det er ikke fordi jeg ikke finder spillene interessante. Jeg kan bare ikke få mig selv til at komme igang med dem. Jeg mangler en metode til at spille spil, for jeg kan ikke motivere mig selv til at gøre det.

(for at gøre spot til skade er jeg også igang med at bygge mig en pc, og der har jeg så også lige 119 Steam spil jeg har købt – og aldrig nogensinde har spillet. Ja, jeg har et problem)

Posted in Uncategorized | Tagged | 2 Comments

Jeg tror det hele rammer mig i hovedhøjde lige nu

Jeg tror jeg er ved at få stress/depression/panik.

Ikke i den klassiske forstand med sådan rigtig syg, tror jeg (håber jeg), men mere en slags panik og måske frustration over, at virkeligheden om lidt banker på døren, og jeg er alt andet end parat.

Om nogle få måneder får jeg min kandidat grad, og så er jeg ikke mere studerende. Så skal jeg være voksen, have et arbejde og være helt almindelig.

Jeg aner bare ikke hvad jeg skal lave, eller hvordan jeg nogensinde i mit liv skal finde mig et arbejde. Jeg har en total indre pre-arbejde panik, for jeg ved virkelig ikke hvordan man bliver glad for sit arbejde eller finder ud af hvad man egentlig vil.

For efter at have deltaget på DADIU (Dansk Spil Akademi) sidste år, så gik det op for mig, at jeg formentlig er ret så talentløs når det kommer til spildesign, og så stod jeg tilbage med tanken: Hvad fanden skal jeg så bruge min femårige uddannelse til?

Så nu er jeg i total panik. Hvordan finder man et arbejde man bliver glad for? Og hvordan finder man egentlige ud af hvad man er glad for?

For jeg ved det virkelig ikke mere, og jeg er lidt derhen af, hvor jeg bare vil sidde med en top te, et tæppe og kigge ud af et vindue.

Men måske er det sådan alle studerende har det på et eller andet tidspunkt i deres liv. Det er bare super ærgerligt, at det sker for mig lige et minut før jeg er færdiguddannet.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , | Leave a comment

Det at købe en ny computer (og glæden ved skyen)

Sidste onsdag døde min Macbook ud af det blå. Skærmen virker pludselig ikke mere, men resten af computeren har det dog godt.

Den forfærdelige situation pressede mig ikke kun ud i, at skulle til at bruge min forfærdelige reserve PC (har intet imod Windows, maskinen jeg bruger er bare horribel), og ikke mindst det værste af det hele: At skulle finde sig en ny computer.

Det lyder måske dumt, men jeg var rent mentalt slet ikke klar til, at skulle sidde og gruble voldsomt over hvilken maskine jeg skulle have, hvor meget ram, hvor stor en harddisk og alle de andre beslutninger der skal tages.At det så oveni også er et stress indkøb, fordi jeg skal tilbage til min naturlige arbejdsrytme, og de programmer jeg plejer at bruge, gør det hele endnu værre.

Så i en lettere forhastet beslutning endte jeg med, at bestille en Macbook Air, som jeg nu håber virkelig meget på snart kommer ind af døren, så jeg kan komme tilbage til at være rigtigt produktiv, og få lavet noget arbejde færdig.

HELDIGVIS så var alle mine dokumenter, og alt det andet gemt i Dropbox, og jeg klappede mig selv voldsomt meget på skulderen over, at jeg ikke brugte iCloud til alle mine ting, for så havde jeg pludselig siddet i en situation, hvor jeg var voldsomt meget på spanden fordi jeg skiftede fra OS X til Windows.

Længe leve Dropbox fordi det virker på alt, og ikke er primadonna med platforme. Men nu efter at have brugt Dropbox, så begyndte også at bruge Google Docs til mine cloud forbrug, og jeg ved sgu ikke om det er sted jeg kan lide. For selvom idéen og selve softwaren er ganske god og habil, så er mappesystemet, og måden at strukturere ting på i Docs simpelthen forfærdelig, så jeg håber inderligt at Googles egen Dropbox klon snart bliver virkelighed, for så kunne jeg få det bedste af begge verdener i et sted.

Posted in Uncategorized | Tagged , , , , , | 1 Comment

Drømmen om musik

Tilbage i juni sidste år annoncerede Harmonix deres tredje Rock Band titel, og efter jublen over keyboardet og diverse ændringer i spillets grundstruktur kom den helt store bombe: Rigtige instrumenter.

Fucking rigtige trommer, guitar, keyboard og bas.

Endelig tænkte jeg. Endelig kan jeg få lært at spille klaver ordentligt, for der er ved gud ikke plads til et rigtigt klaver i min mikroskopiske lejlighed,

Juni gik, jeg prøvede keyboardet og spillet tilbage i august på Gamescom, gik væk derfra yderst imponeret og klar til at danse natten væk med John Drake.

Men så ramte virkligheden. Anmeldereksemplaret kom, keyboardet kom efter en masse råben og plageri, men hjem kom det. Jeg troede jo at nu skulle jeg fandeme lære at spille Imagine, og blive helt superb til det med det keyboard.

Men jeg tror jeg er nået til den indre konklusioon, at hvis jeg ikke har en form for tutor eller større forståelse for tonerne bag hver tangent, så sidder det simpelthen bare ikke så godt fast, som med Rock Band 3, hvor det reelt set bare er udenadslære af en række ikoner på skærmen, uden der laves den musikalske forbindelse.

Oh well alt dette sker selvfølgelig igen så snart Fender guitaren kommer i et anmeldelsereksemplar, og jeg får mine fingre i en. Og indtil da kankeyboardet stå i hjørnet og glo bebrejdende på mig hver evigt eneste dag.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

Fem 2011 spil som alle har glemt (men som jeg stadig ser frem til)

2011 er året hvor alting går amok. Elder Scrolls V, Gears of War 3, L.A. Noire, Uncharted 3, InFamous 2, LittleBigPlanet 2 og listen bliver ved i det næsten uendelige. Selvom alle overnævnte titler produktioner jeg ikke kan vente med at få fingrene i, så er det dog primært dem alle snakker om.

Det er som om der har været kollektivt hukommelsestab, og alle har glemt de lidt mere unikke og spøjse produktioner. Så her er fem spil der udkommer i år, som alle åbenbart har glemt findes:

 

Alice: Madness Returns

Jeg elsker Alice In Wonderland. Det er så ypperligt fucked, alternativt og skævt. Det er umuligt ikke at elske dets møde at fremstille verden, kommentere på alle dets underligheder og hvordan Alice desperat prøver at holde fast i normerne fra den normale verden, indtil hun giver slip og lader sig oversvømme med sindssygen.

American McGee er en person der netop er i stand til at indfange denne sindssyge, give den et Tim Burton’ish twist og så ellers lade det hele rande frit. Selvom McGee ikke nødvendigvis designer de bedste spil, rent mekanisk, så har han en evne til at gøre dem indbydende som ind i helvede, og hvis han formår at gøre Alice’s tilbagevenden mere interessant end Tim Burtons makværk af en miserabel affære, så har han min fulde opmærksomhed.

 

Brink


Ja ja, et skydespil. Stor originalitet. Men Brink er faktisk et af de få FPS spil på markedet (det næste er nedenunder) der ikke blot gør noget nyt, men faktisk også ser interessant ud rent æstetisk.

Visuelle tricks til side, så er Brink et af de første multiplayer spil, der faktisk bruger de moderne remedier konsollerne og internettet har givet os. Multiplayerspil har ikke rykket sig fremad de sidste 8-10 år. Det hele har altid været mange mennesker og de samme gameplayvariationer om og om igen.

Brink gør noget nyt. Noget reelt nyt og intelligent. Det fusionerer singleplayer og multiplayer på en og samme tid, blander alting sammen og skaber en langt mere interessant måde at præsentere de forskellige gameplayfacetter på. Oven i det, så tager det en markant mere interessant tilgang til navigation af miljøer, ved at fjerne de simple og frustrerende ting der sker når vi prøver at bevæge os rundt i et miljø ved hjælp af dets S.M.A.R.T. system der gør navigation så fandens nemt, og fjener fokus fra simpel, stupid, navigation og i stedet lader spilleren fokuserer på holdarbejdet, og dets integration i det overordnede spilsystem.

Brink bliver forhåbentlig det multiplayerspil der kommer til at tage alt min tid, medmindre Bungies MMO overrasker.

 

X-COM


Da 2K i sin tid annoncerede X-COM ville vende tilbage, så var jeg ret ligeglad. Så så jeg den 2 minutter lange trailer, og jeg havde kun en følelse tilbage i kroppen: ”Det her kunne blive deres næste BioShock”.

Æstetisk er spillet vanvittigt fascinerende at se på. Det kantede, karikerede, og næsten komiske udseende giver spillet en helt unik ”grønne mænd fra rummet” 60’er attitude, som er vanvittigt for mig personligt. Desværre er dog det folkene bag BioShock 2 der arbejder på det, og de har vanen tro ikke bevidst andet end, at de kan producere interessant gameplay, men ikke interessante historier.

Forhåbentlig har de oppet sig, eller kigget Ken Levine over skulderen en gang eller fem.

 

Spec-Ops: The Line


Åh gud. Jeg har tre spil på min liste, hvis fokus er at affyre våben. Suk. Jeg er en hykler.

Men Spec-Ops virker faktisk ret interessant. Jeg fik en demonstration af spillet tilbage i august sidste år, og selvom det rent mekanisk bare er Gears of War i Dubai, så er der nogle andre, mere perifere mekanikker der er langt mere interessante at diskutere.

Spec-Ops læner sig nemlig tæt op af Half Life 2 med dets ingame mellemsekvenser, hvor spilleren ikke er tilskuer til et teaterstykke, men faktisk er fysisk tilstede i miljøet, kan manipulere det og interagere med det. Udover at give større indlevelse, så bringer det i Spec-Ops også det frem i spil, som jeg elsker allermest. Valg.

Demonstrationen jeg fik påpegede dette på en meget effektiv måde. Spilleren og hans gruppe af soldater løb ind i en række lejesoldater der var i gang med at torturere en kvinde. Som spiller kan man vælge at hjælpe kvinden, mod konsekvensen af at blive opdaget af fjenden, eller blot snige sig videre og lade hende dø. Det er sådan set et relativt binært og simpelt valg, men når ens valg begynder at få konsekvenser senere i spillet, og påvirke hvordan ens medsoldater, fjender, civile og hele ens egen psyke spiller ud. Så er det pludselig interessant, og selvom gameplayet virker pisse forudsigeligt og simpelt i dets udtryk, så er det tanken om at implementere valg i en stereotypisk actiontitel en ufatteligt tiltagende tanke.

 

The Witness

Med ’Braid’ skrev Johnathan Blow sig ind i mit hjerte. Det var spillet der fik mig til at græde, det var spillet der for alvor åbnede mine øjne for det enorme potentiale som spil faktisk besidder. Braid fortalte en historie så unik, så fandens personlig og så velartikuleret, at det er mig et mirakel at Johnathan ikke har forladt industrien for at arbejde indenfor en branche der ville kunne værdsætte hans ekstreme talent for at fortælle historier der er andet end ”DUDE! SKYD TING! RED VERDEN!”.

Vi ved tæt på intet om The Witness. Kun at det foregår på en ø, og du skal løse nogle gåder. Hvilket egentlig er mere end jeg har brug for at vide. Det er formentlig det spil, ved siden af BioShock Infinite, som jeg i meget lang tid ville gøre ubeskrivelig ting for at opleve her og nu.

Posted in Uncategorized | Leave a comment